Hvad betyder det egentlig?
Intuitiv spisning betyder, at du i højere grad følger kroppens signaler i forhold til spisning. At du ikke spiser på et bestemt klokkeslet, bare fordi… men at du er i stand til at mærke efter hvad din krops behov er – og derefter navigere ud fra det. Det er en meget positiv og anerkendende tilgang fremfor f.eks. slankekure, detox, strikse forbud omkring hvad du må spise osv.
At spise intuitivt
I sin enkelhed betyder “intuitivt” at man handler ud fra hvad der giver mening i momentet – en slags mavefornemmelse. Derfor kan man kalde intuitiv spisning for en måde at slippe gamle madregler og restriktioner på, da tilgangen er mere accepterende og anerkendende. Det skal ikke være en ny slags “religion” med nye regler, du skal følge. Det handler derimod mere om at finde tilbage til kroppens signaler og spise ud fra sult, mæthed, nydelse og behov. Tankerne er mere tilladende i forhold til den mad, du spiser, fordi der er fokus på dig og det, du har brug for. Man kan også sige at det er mere selvkærligt, fordi man respekterer og ærer sig selv og sin krop.
Intuitiv spisning i forhold til madro
Når du er i stand til at følge kroppens signaler, kan du bedre forholde dig neutralt til maden. Det betyder også, at du i højere grad kan spise ud fra hvad du har lyst til, om du er sulten, hvilken mad du finder nydelsesfuld mm. Det er et kæmpe skridt i rejsen mod mere madro, at du kan mærke hvad din krop har brug for. At spise intuitivt er ikke en punktliste, men en proces, du kan lade dig inspirere af!
De forskellige faser
- Tankerne om maden
Dit nuværende forhold til mad(tanker). Fra madstress til madro.
- Kroppens signaler
Forstå dine behov. Din krop er en ret god indikator for, hvad du har brug for – og om maden kan give dig dét.
- Sult og mæthed
Genkend signalerne for sult og mæthed, så du kan navigere ud fra det.
- Kropsrespekt og egenomsorg
Vejen til adfærdsændringer på længere sigt. Når du kender kroppens signaler og kan genkende sult og mæthed, har du nemmere ved at handle ud fra mere hensigtsmæssige metoder.
- Fra forbud til tilladelse
Lær hvordan du går fra restriktive madregler til en behagelig tilgang uden kur, dårlig samvittighed eller madstress.
- Nydelsesfuld spisning
Ud fra kroppens signaler og din forståelse for tankerne omkring maden, kan du spise mere ud fra nydelse og lyst.