Overspisning fører ofte til skyld og skam
Mange skammer sig over at overspise. Mest af alt, fordi de har en idé om at være helt alene om den adfærd. Her kan du sagtens slå koldt vand i blodet, for du er langt fra alene 🙂
Mind dig selv om at overspisning er en måde at være i ubehaget på. Det er en måde at reagere på ud fra de tanker og følelser, du sidder med i den givne situation. Du kan se det som en ‘strategi’ fuldkommen som hvis du skreg i en pude eller slog hånden ind i væggen af frustration/afmagt. Så kan man begynde at være nysgerrig på hvorvidt strategien er hensigtsmæssig på længere sigt, men det er en lidt anden snak.
Skamfølelse, fordi…
“Jeg dur bare heller ikke til en skid”
“Nu har jeg igen ikke lykkedes med mit mål”
“Jeg har da heller ingen viljestyrke overhovedet”
Man får dårlig samvittighed og skammer sig over sin adfærd. Måske man føler sig som en kæmpe fiasko, der ikke kan overholde aftaler med sig selv.
Skyldfølelse, fordi…
“Hvorfor kunne jeg ikke stå imod fristelsen?”
“Jeg skulle ikke ha’ spist al den mad”
“Hvorfor gør jeg det her igen og igen mod mig selv?”
“Tag dig dog sammen!!”
Man fortæller sig selv en masse modbydelige ting for at placere skylden et sted.
Hvordan kan du håndtere det?
Afhængig af hvor lang tid siden det er, at overspisningen fandt sted, kan man sidde med en følelse efterfølgende, der kan være svær at håndtere. Måske skyld- og skamfølelsen fylder alting lige nu, og du har svært ved at se bort fra det. Og nu bebrejder du dig selv over det, der er sket. Og måske den nu føles endnu mere intenst og besværligt at rumme end før du havde en overspisning. Derfor er det rart at ha’ nogle forskellige måder at kunne håndtere den her situation på.
De forskellige led af en overspisning
Den dulmende fornemmelse kan virke beroligende, afslappende, afdæmpende, positivt distraherende mm. Ofte varer den dog kun kortvarigt. Og det sker typisk fordi man efterfølgende fyldes med dårlig samvittighed, skyld og skam. Og pludselig bliver de tanker/følelser, som du havde til at starte med, overskygget af at du nu føler dårlig samvittighed, skyld og skam, fordi du har overspist.
Derfor er det på en måde en slags ond cirkel, der kan være rigtig svær at bryde med. Der er nemlig flere led, man skal være opmærksom på i forhold til håndtering af overspisning.
1. Du opdager, at du har haft en overspisning
Der er forskel på at spise sig lidt for mæt eller ha’ haft en overspisning. Og alt derimellem kan være lidt af en gråzone, der kan være svær at definere. Det er mest af alt et spørgsmål om at du skal mærke efter hvordan du har det med din spisning. Det er f.eks. en overspisning, når du føler, at du har spist mere end hvad der var rart – på en måde, hvor det føltes udenfor din kontrol. Nogen beskriver det som en følelse af, at det ikke var dig, der tog valget om at spise, men det skete bare. En overspisning kan også defineres ud fra, at du spiste en større mængde mad end hvad du havde behov for – uden at være sulten.
2. Du er nysgerrig på hvorfor det opstod
Hvordan har dit humør været? Hvad skete der op til selve overspisningen? Hvad var du i gang med at lave? Var du alene eller sammen med nogen? Hvor befandt du dig fysisk? Hvordan har dit overskud været i løbet af dagen? Hvordan var dit energiniveau et par timer inden overspisningen? Alt sammen faktorer, der er med til at gøre dig klogere på hvorfor overspisnignen opstod.
3. Du finder frem til behovet bag
Ved hjælp af nysgerrighed finder du frem til hvad det var for et behov, du forsøgte at dække, da du spiste. Hvad havde du i virkeligheden brug for? Hvis du forestiller dig at man kunne spole tiden tilbage til det moment, hvor overspisningen skete – hvad kunne ellers have hjulpet dig med at dulme dine følelser i netop dét momet? Hvordan havde situationen set ud, hvis vi forestiller os, at du gik en tur eller fik et kram – i stedet for at spise?
4. Du tænker fremadrettet
Det handler om at være realistisk i sin tankegang – og være forberedt på at en overspisning måske kan gentage sig en dag. Det er helt normalt, at det gentager sig, for det har været din strategi indtil nu. Og selvom du er i gang med at ændre denne strategi, kan der stadig være ’tilbagefald’. Desuden er det helt almindeligt, at der er en overgangsfase, hvor du er i gang med at lære dig selv at handle ud fra nye strategier.
Hvordan kan du hjælpe dig selv i en fremtidig situation, hvor der kunne være optakt til en overspisning igen? Hvordan kan du spotte en overspisning inden det reelt sker? Og hvordan kan du håndtere, når det sker igen?
Hvad har du i virkeligheden brug for?
Svaret er enkelt. Du har brug for at få dækket et behov. Og det behov forsøger du så fint at dække ved at reagere. Selvom svaret er enkelt, er løsningen møg besværlig. For det er ikke noget man bare lige gør. Det er ikke noget, man bare lige ændrer.
Hvad er dit behov?
Prøv at tænk tilbage på en specifik oplevelse, hvor du havde en overspisning. Måske du kan genskabe den ubehagelige tanke/følelse, du sad med inden (eller imens) det skete. Ud fra den tanke eller følelse, du sad med, kan der være forskellige måder at håndtere ubehaget på. Dette er relevant for at handle anderledes til en anden gang i en lignende situation. Her ser du forskellige forslag til hvilket behov, der kan opfylde den ubehagelige tanke/følelse, du sad med i den specifikke situation.
Forestil dig hvad du i virkeligheden havde allermest brug for.
Omsorg
At blive rummet
Et kram
Ikke at være alene
At være alene
At slå hjernen fra
At tale ud
At græde
Et dejlig varmt bad
Et glas rødvin
At gå en tur
Distrahering
Ringe til en veninde
Skrive oplevelsen ned
Sætte en lygbog på
Tænde for radioen
Lave perleplade
Være kreativ
Lægge puslespil
Tage opvasken
Folde vasketøj sammen
Lave en kop te
At lukke øjnene et øjeblik
En aktiv handling
Det er i grunden underordnet hvad du gør for at dække behovet. For det handler ikke om hvilken metode du gør brug af, for at dække behovet, men derimod hvor effektiv denne metode er. Det kan lyde nok så fjollet at hive perlepladerne frem eller begynde at tage opvasken, men hvis denne metode er sindssygt effektiv til at få dine tanker hen på noget andet, kan det være en genial idé!
Det vigtigste er blot, at du er opmærksom på hvad formålet er med det specifikke behov. Og at du er bevidst omkring hvilket behov, du forsøger at stille.
Gode remindere til dig selv
Du er ikke alene om at sidde med den her udfordring.
Der er ikke noget som helst i vejen med dig, fordi du overspiser. Det er blot din måde at tackle en bestemt situation på.
Uanset hvor mange år, du har været bevidst om, at du har tendens til at overspise, kan det laves om. Det kan tage lang tid. Det kan være udfordrende. Det kræver en masse nysgerrighed, lyst til at forstå og eksperimentere med sin adfærd – men det kan ændres.
Overspisning er ikke i sig selv nødvendigvis en dårlig ting. Det er først oppe i dit hoved at det bliver konverteret til noget negativt. Hvis man ser helt firkantet på det, er overspisning blot en måde at handle på.
Du er ikke svag, fordi du overspiser. Og du mangler heller ikke rygrad eller viljestyrke. Du mangler bare handlemuligheder.